Internt netværk fra Cisco opretholder et højt niveau

Vi forventer engagement og service

Nomecos succes skyldes, at lægemiddelgrossisten altid leverer varen. Til tiden og med god service. Det samme niveau forventer Nomecos netværksansvarlige af sine egne leverandører. 

Det er ikke uden grund, at Nomeco er apotekernes og hospitalernes foretrukne lægemiddelgrossist med en markedsandel på omkring 70 procent. I et offentligt styret marked, hvor både priser og varer er faste, handler det helt bogstaveligt om at kunne levere varen. Det kan Nomeco. Og netværksansvarlig Michael Bech-Jensen forventer naturligvis den samme service af Nomecos egne samarbejdspartnere. Det er simpelthen nødvendigt, hvis det høje niveau skal opretholdes.

– Vi opererer med omkring en promille i fejl. Vi har tider på alt, og vi registrerer det som en fejl, hvis en af vores chauffører kommer 10 minutter for sent med en levering. Det er også en fejl, hvis en æske er krøllet i hjørnet. Det ser du måske hos postvæsenet, men du får aldrig medicin med krøllet emballage på apoteket. Det er samme grad af engagement og service, vi kigger efter hos vores egne leverandører, siger Michael Bech-Jensen.

En leder med et vågent øje

Faktisk er der især én ting, Michael Bech-Jensen vægter højt hos sine samarbejdspartnere. En ledelsesstil, som han har iagttaget igennem fem års samarbejde med den administrerende direktør for netværksvirksomheden Netteam, Peter Durup.

– Netteam er vores faste partner på det interne netværk. De har en måde at arbejde på, som vi efterhånden er begyndt at lede efter hos alle vores samarbejdspartnere. De er rigtig gode til det, vi kalder ‘ledelsesovervågning’. For eksempel arbejder en tekniker typisk meget systematisk og tager én ting af gangen, indtil han finder løsningen på et problem. Det er fint nok, og Netteams teknikere er i øvrigt knalddygtige. Men hos Netteam er der samtidig en ledelse, der holder øje med, hvor længe teknikeren arbejder derudad på samme måde – og som nogle gange af egen drift går ind og foreslår en anden proces, siger Michael Bech-Jensen. Det skete for eksempel, da Nomeco for nylig skulle have installeret et gæstenetværk til at registrere gæster i koncernens kontorbygning i København. Her var valget faldet på en avanceret løsning, der desværre gav en del startproblemer. Men eftersom det ikke var et forretningskritisk område, fik Netteams tekniker god tid til at løse problemet.

– Et stykke inde i forløbet ringer Netteams direktør så selv og siger, at de har en anden boks. Den kan det samme, bare ikke så fancy – om de ikke skal installere den, og så kan de slås videre med den anden i baggrunden? Det gjorde de så. Det er et meget godt eksempel på det engagement og commitment, som er typisk for Netteam. De er altid meget omhyggelige, siger Michael Bech-Jensen.

En aftale er en aftale

Det samme gør sig gældende, når det en sjælden gang virkelig brænder på.

– Så smider de alt, hvad de har i hænderne. Der er ikke noget med lige at slå op i kontrakten først – det finder vi ud af bagefter. Jeg oplever i det hele taget, at vores aftaler med Netteam holder. Når vi laver aftaler med en key account manager fra andre leverandører, så kan det ofte have mere karakter af en hensigtserklæring fra deres side. Den skal lige tilbage i baglandet og godkendes. Sådan er det ikke hos Netteam. De kan til gengæld godt finde på at ringe og foreslå en anden og bedre løsning, end den jeg har bestilt – uden at det virker som om, de bare skal have en ekstra bid af kagen. Det er jeg faktisk glad for. Tit har man jo kun sine egne ideer og sig selv som referenceramme, siger Michael Bech-Jensen.

Altid nogen at spille bold med

Som netværksansvarlig arbejder Michael Bech-Jensen bevidst med videndeling i virksomheden. Det er med til at holde medarbejderne på tæerne og hele tiden optimere de forretningskritiske processer. Derfor er Nomecos netværk delt op imellem to leverandører.

– Det er ret specielt, men det giver et godt grundlag for dialog. Netteam står for alt det interne netværk, mens et andet firma står for vores firewall. Så går de to virksomheder og kigger hinanden i kortene. Det giver os en sikkerhed for, at én mand ikke har opgaven alene – at der altid er nogen, der holder øje. De er også gode til at komme med input, så vi hele tiden har nogen at spille bold med. Desuden samarbejder begge parter rigtig godt indbyrdes, så vi har faktisk aldrig oplevet problemer, fortæller Michael Bech-Jensen. Eksempelvis har Nomeco lige fået installeret en 10 gigabit-løsning på virksomhedens backbone, hvilket var en opgave, som helt naturligt involverede flere leverandører.

– Her havde vi rigtig mange folk på banen fra flere firmaer. Netteam var samlende, og det har som sædvanlig fungeret fuldstændig upåklageligt, siger Michael Bech-Jensen.